Jeg har en idé til, hvordan du kan samle dine rejseminder, uden at det behøver at være ligeså tidskrævende som at lave en scrapbog.
Jeg synes der er noget helt særligt over fysiske billeder, og derfor er jeg begyndt at lave årsmapper og rejsemapper. I januar fik jeg printet 500 billeder (mindre kunne have gjort det 😅) fra oplevelser i 2023 og fra min rejse til Nepal. Der gik et halvt år, men nu har jeg endelig fået dem sat i mapper. En mappe med minder fra 2023 og en mappe kun til Nepal.
Jeg prøver at gøre det til en tradition med årsmapperne. Hvert år i starten af januar går jeg igennem min kamerarulle på mobilen, printer billeder i formatet 10×15 cm, sætter dem i fotolommer og ind i ringbind. Det samme gør jeg med rejser. Lige nu er jeg ved at udvælge billeder fra min vandretur på Caminoen og min rejse til Indonesien.
Mine forældre har alle billeder fra min barndom sat i mapper på den her måde. Jeg synes det er helt synd, at billeder bliver på mobilen i dag. Med de her fysiske billedealbums får jeg meget mere lyst til at kigge tilbage på hverdagsminder og rejseoplevelser.
At kigge på billederne fra 2023 fik mig til at genopleve mine mange fede oplevelser i Nepal. Jeg har samlet alle mine bedste anbefalinger til Kathmandu, skrevet mere om hverdagen på Mandala Yoga Retreat, og om min vandretur i Himalayabjergene, hvis du har lyst til at læse med.