Virkelig smuk og anbefalelsesværdig dagstur!
Inden jeg kom til Kaikoura havde jeg hørt om vandreturen til Mount Fyffe, og set billeder fra bjergene. Det så så fedt ud! Jeg overvejede virkelig meget, om jeg skulle overnatte i hytten, for jeg gad godt opleve en solnedgang og en solopgang højt oppe i bjergene. Jeg endte dog med at lave det om til en dagstur, da jeg ikke turde overnatte alene i hytten, og ikke mødte andre, der skulle afsted de dage jeg overvejede.
Info om vandreturen
Distance fra p-pladsen til Mt. Fyffe Hut (1100 højdemeter): ca. 5,6 km
Distance fra p-pladsen helt til toppen (1600 højdemeter): 8,5 km
Sværhedsgrad: Hård (stejlt opad hele vejen)
Temperatur og årstid: 18. oktober – let overskyet, ingen vind, ca. 10 grader (nok koldere på toppen).
For mig tog det 2,5 time at nå til Mt. Fyffe Hut inklusiv flere korte pauser undervejs. Efter cirka 1,5 time ankom jeg til en bænk med den smukkeste udsigt til bjergene. Jeg gik ikke helt til toppen, da det begyndte at blive mere og mere overskyet.
Turen var hård, men i et godt, roligt tempo og med flere pauser undervejs gik det helt fint. Jeg så det som god træning og kunne virkelig mærke det i mine benmuskler! Da jeg nåede p-pladsen igen, var mine ben helt shaky, haha.
Vandrestave?
Jeg har aldrig ejet et par vandrestave, og selv da jeg gik hele Camino de Santiago, savnede jeg dem ikke. For et par uger siden gik jeg Tongariro Crossing, og på vej ned gjorde det ret ondt i mine knæ, så jeg begyndte at tænke over, om vandrestave måske alligevel ville være en god idé. Jeg var ret i tvivl, for jeg gad egentlig ikke slæbe på endnu flere ting, men efter mange overvejelser besluttede jeg at købe et par i Kaikoura.
Mt. Fyffe blev derfor min første vandretur med vandrestave, og jeg var virkelig glad for dem. Jeg følte, at de hjalp så meget, både da jeg gik op, men især også til aflastning af mine knæ på vej ned. På vandreture med stejle op- og nedstigninger tror jeg, at vandrestave er guld værd. Jeg er i hvert fald glad for at have dem til de mange kommende hikes, som jeg regner med at skulle på i New Zealand.
Sådan kom jeg til p-pladsen, hvor ruten starter
Indtil videre har jeg snart rejst rundt i New Zealand i 4 uger uden en bil, og hver gang jeg siger det til andre rejsende, bliver de overraskede over, hvordan jeg gør. Det er til tider lidt besværligt, og alle kan regne ud, at en bil giver langt større frihed, men for at være helt ærlig, synes jeg, det er gået så fint uden en bil indtil nu. Jeg rejser mest med Intercity-busser, hvilket fungerer ret godt.
Når jeg som denne gang gerne ville til et mindre og meget specifikt sted, blev jeg nødt til at bestille en taxi. Jeg gav i alt 135 NZD (næsten 600 kr.) for at komme fra Kaikoura centrum til p-pladsen, som lå cirka 17 min uden for byen, og retur igen. Det var selvfølgelig halv dyrt, men i forhold til at betale omkring 350 kr. om dagen (eller mere) for at leje en bil, vil jeg gerne betale for en taxi en gang imellem.
Dette indlæg indeholder affiliate links, hvilket betyder, at hvis du køber igennem dem, så tjener jeg en lille provision. As an Amazon Associate I earn from qualifying purchases. Alt, jeg deler, er anbefalinger, og ting jeg selv har købt.
Min pakkeliste til turen
- Dagsrygsæk, 20 liter
- Vandrestave
- Solbriller
- Kamera
- Madpakke og snacks
- Vand
- Mobiltelefon
Det havde jeg på
- Langærmet merinouldtrøje
- Tynd dunvest
- Regnjakke
- Zip-off bukser
- Vandrestøvler
- Uldstrømper
- Kasket
Læs også Tongariro Crossing, Rotorua og De smukkeste vandreruter i Hong Kong
Kom med til NZ gennem mine mails et par gange om måneden