Efter en uge i Auckland hvor fire af dagene blev tilbragt hos en WWOOF’ing familie, tog jeg til Rotorua. Byen er kendt for sin enorme geotermiske aktivitet, gejsere og varme kilder. Det boblede, sydede og dampede i mange områder omkring byen, hvilket gjorde, at det til tider lugtede ret kraftigt af noget, der mindede om rådne æg.
Det var virkelig et sejt område, og flere af stederne havde de smukkeste farver! Det var en super fed oplevelse at bruge nogle dage i byen, og få nogle af de naturoplevelser, jeg havde glædet mig til at opleve i New Zealand.
Mine favoritoplevelser i Rotorua
01. Kuirau Park
Lige ved siden af Haka Lodge hvor jeg overnattede lå parken Kuirau Park. Det er en geotermisk offentlig park i Rotorua, hvor man gratis kan opleve de naturlige varme kilder og boblende mudderpøle. Helt klart et besøg værd.
02. Redwood Forest
En smuk skov fyldt med majestætiske redwoodtræer, og mange smukke vandreruter i forskellige distancer. Det er også meget populært at opleve skovens trætoppe fra højtliggende gangbroer, både i dagslys og i mørke. Jeg valgte at spare pengene, og tog de gratis gåture i skoven i stedet, som var virkelig smukke.
03. Maori Living Village
Rotorua er en by med masser af historie, hvor man kan opleve maorikulturen mange steder. Jeg deltog i en guidet tur gennem den autentiske og levende maorilandsby. Kvinden der viste rundt, var selv vokset op i landsbyen og boede der stadig. Hun fortalte om deres mange traditioner og hvordan de brugte de varme kilder og boblende mudderpøle i deres hverdag.
04. Wai-O-Tapu
Jeg besøgte Wai-O-Tapu, som er en af New Zealands mest berømte geotermiske områder, kendt for sine spektakulære farverige gejsere, varme kilder og boblende mudderpøle. Landskabet var virkelig imponerende og unikt, og det var vildt at opleve hvad naturen er i stand til. Klart et sted jeg vil anbefale at besøge.
05. Eat Street
Et livligt område i centrum af Rotorua fyldt med restauranter og barer, der tilbyder mad fra hele verden. Jeg var forbi Eat Street med en pige fra England, som jeg havde mødt på det hostel jeg boede på. Der var en hyggelig atmosfære og vi fik virkelig god aftensmad på restauranten Atticus Finch.
06. Three Tikis Souvenirs
Jeg bliver nødt til at nævne den her fine souvenirbutik, der sælger traditionelle maorikunsthåndværk og andre små hyggelige ting. På trods af, at det var en souvenirbutik, forelskede jeg mig i både, t-shirts, kasketter og pandebånd. Helt klart min favorit i byen.
07. Caféer jeg kan anbefale
- Artisan Café: En hyggelig café kendt for sin gode kaffe og morgenmadsmenu, med fokus på friske, lokale råvarer.
- Capers Café: En lokal cafe, der tilbyder lækre retter, og mange gode hjemmebagte kager.
08. Overnatning – Haka Lodge
Jeg havde tre overnatninger på Haka Lodge. Et budgetvenligt hostel i Rotorua med både sovesale og private værelser. Det ligger meget centralt, hvilket gjorde det nemt at udforske byen.
09. Rotorua Lakefront
Jeg gik en tur ved Rotoruas smukke søpromenade, hvor der var udsigt over Rotoruasøen. Herfra kunne man også booke forskellige aktiviteter på vandet.
Læs også Packing list for three months in New Zealand, De smukkeste vandreruter i Hong Kong og Sunset Peak – Lantau Trail section 2
Kom med til NZ gennem mine mails et par gange om måneden