Fra SJPDP til Roncesvalles er der to hovedruter, som man kan vælge imellem. Den mest populære rute er Napoleonspasset, som går over Pyrenæerne, og som skulle have de vildeste udsigter undervejs. Ruten er dog ikke tilgængelig i vinterhalvåret fra omkring 1. november til 31. marts på grund af farlige vejrforhold som sne og is.
Jeg startede i midten af marts og gik derfor Valcarlos-ruten, som er 24 kilometer lang og går gennem lavere terræn via Valcarlos-dalen. Den har en mere moderat stigning og passerer gennem skove og små landsbyer. Jeg gad virkelig godt have oplevet udsigten fra toppen af Pyrenæerne, men jeg synes nu også, at ruten gennem Valcarlos-dalen var virkelig smuk.
Læs også Camino pakkeliste – erfaringer undervejs, Caminotanker og Overnatninger på Caminoen.
Lidt mere info om Napoleonspasset
Napoleonspasset betragtes som mere fysisk krævende på grund af stejlere stigninger og højere højder. Det højeste punkt er Col de Lepoeder på cirka 1.450 meter. Jeg mødte flere pilgrimme undervejs, som havde gået Caminoen flere gange og derfor prøvet at vandre over Napoleonspasset. De beskrev alle ruten som noget af det smukkeste de havde oplevet med spektakulære udsigter over Pyrenæerne, men nævnte også, at den havde været udfordrende, og flere havde oplevet vildt vejr på toppen.
Orrison – et overnatningsstop på Napoleonspasset
Orrison ligger omkring 8 km fra Saint-Jean-Pied-de-Port på Napoleonspasset, på vej op ad Pyrenæerne. Det gør det til en ideel første dags destination, hvis man ønsker at dele den ellers lange og krævende etape mellem Saint-Jean-Pied-de-Port og Roncesvalles op i to mere overkommelige etaper.
Orrison er et virkelig hyggeligt stop, og jeg snakkede med flere der enten havde holdt en smuk frokostpause eller valgt at overnatte på herberget. I højsæsonen kan det være en god ide at reservere på forhånd, hvis du ønsker at overnatte, da de har begrænset kapacitet.
Valcarlos-ruten
Valcarlos-ruten følger en lavere sti og går gennem Valcarlos-dalen. den betragtes som mindre krævende, da den har mindre stigning og lavere højder. Højeste punkt er på cirka 1.050 meter.
Det var som sagt denne rute jeg vandrede, og vi gik igennem flere små landsbyer og smukke skove undervejs. Det er muligt at overnatte i Valcarlos, hvis man vil dele turen til Roncesvalles op i to. Jeg overvejede det, fordi der var virkelig hyggeligt i den lille by, men vejret var totalt lækkert den dag jeg gik, så jeg valgte at fortsætte videre til Roncesvalles. Til sidst kom der en pæn stigning, og det viste sig at være en rigtig god ide at have godt med vand med.
Kom med til NZ gennem mine mails et par gange om måneden