Jeg var kun hjemme i Danmark i fem dage efter, at jeg havde vandret Caminoen i Spanien, inden jeg rejste videre til Indonesien for at mødes med min veninde. Vores tre ugers rejse startede på Java, hvor vi mødtes i Yogyakarta, som ligger cirka midt på øen. Her havde vi booket en fin Airbnb, som lå ret centralt, og vi havde en sød vært, der hjalp os med at booke en privatchauffør en af dagene.
Vi havde tre gode dage i byen, hvor vi shoppede i Malioboro Street, udforskede smukke templer og blev transporteret rundt i lokale cykeltaxier.
7 ting, du skal opleve, hvis du er i Yogyakarta
1.. Malioboro Street
Yogyakartas mest berømte gade, hvor man kan opleve det lokale liv, handle souvenirs og prøve lækre retter fra gadesælgere. Om aftenen er gaden fyldt med liv, musik og en hyggelig atmosfære.
2. Taman Sari (Vandpaladset)
Også kendt som “Water Castle” og engang et sted for sultanen af Yogyakarta med plads til afslapning, badning og meditation. Et historisk sted med smuk arkitektur og et indblik i den kongelige livsstil.
3. Punthuk Setumbu
En populær udsigtsplatform kendt for sin solopgangsudsigt over Borobudur-templet og de omkringliggende landskaber. Desværre var vejret fuldstændig tåget, da vi var der, og vi kunne ingenting se. På billeder ser det ellers flot ud.
4. Borobudur-templet
Verdens største buddhistiske tempel og et UNESCO-verdensarvssted. Borobudur er kendt for sine imponerende stupaer og smukke reliefs, der fortæller buddhistiske historier. Der var utrolig mange mennesker, og det var meget varmt, men imponerende var det!
Læs også 5 dage på Karimunjawa i Indonesien.
5. Prambanan-templet
Dette hinduistiske tempelkompleks er berømt for sine høje og slanke spir, der rækker mod himlen. Prambanan er også et UNESCO-verdensarvssted og helt sikkert en oplevelse værd.
6. Becak (Cykeltaxi)
En sjov og autentisk måde at komme rundt i Yogyakarta på. Becak er en form for cykeltaxi, hvor du sidder foran, mens chaufføren sidder bagved og cykler – ofte med motor. Det var totalt afslappende at opleve byen på den her måde, især når vi havde gået længe rundt i varmen.
7. Wayang-dukker
Wayang er en traditionel indonesisk form for dukketeater, der især er udbredt på Java og Bali. Dukkerne er ofte udskåret af læder eller træ og malet i smukke farver. En snaksalig mand på gaden fik os lokket med hen til sin lille butik, hvor de solgte håndlavede Wayang-dukker. Vi var klar over, at de prøver at lokke turister i alle mulige fælder, men vi syntes oprigtigt, at dukkerne var smukke, og vi endte med at købe en med hjem hver.
Efter tre dage i Yogyakarta tog vi videre til paradisøen Karimunjawa.
Kom med til NZ gennem mine mails et par gange om måneden