Efter 13 vandredage på Caminoen havde jeg min første hviledag i Burgos. Jeg havde nogle dage inden fundet et hotel på Booking, så jeg kunne have en overnatning på mit helt eget private værelse. Det var så tiltrængt og rart. Hotellet var faktisk ret hyggeligt og lå meget centralt og til en fair pris. Her kan jeg godt anbefale at bo. Jeg fandt en hyggelig cafe og spiste god morgenmad. Derefter gik jeg på opdagelse rundt i byen. Jeg prøvede på ikke at gå alt for langt omkring og gjorde alt i et roligt tempo, for det var trods alt min hviledag, og jeg ville gerne give mine ben og fødder en pause.
Her kommer 5 anbefalinger til hvad du skal se, hvis du har en dag i Burgos:
- Burgos Katedral
Katedralen i Burgos er så smuk og storslået! Wauw! Den er på UNESCOs verdensarvsliste, og er kendt for sin storslåede arkitektur og kunstneriske detaljer. Helt klart et must-see. - Castillo de Burgos
Sidst på eftermiddagen gik jeg op til borgen, som ligger på en bakke med en virkelig smuk udsigt over byen. Jeg elsker udsigter, og den her skuffede bestemt ikke! Der var panoramaudsigt ud over hele byen og katedralen så også storslået ud på afstand.
3. Museo de la Evolución Humana
Jeg kiggede kun kort ind her, men var for træt til rent faktisk at tjekke stedet ud, selvom det så ret inspirerende ud. Det er et museum, som er dedikeret til menneskets evolution og indeholder fund fra de nærliggende Atapuerca-huler, som er en af de vigtigste arkæologiske steder i verden.
4. Paseo del Espolón
Jeg kan anbefale en gåtur langs denne smukke promenade ved floden Arlanzón. Området er omgivet af træer, statuer og caféer, og er et perfekt sted at slappe af og nyde byens atmosfære.
5. Frokost på Masala Natural
Her fik jeg en virkelig lækker og sund frokost. Jeg følte, at jeg trængte til et sundt måltid fyldt med grøntsager, for det er altså ikke det, der er mest af undervejs på Caminoen. Her skal jeg klart spise igen, hvis jeg kommer tilbage. Der var også en fin shop med økologiske grøntsager og diverse lækre produkter lige ved siden af restauraten.
Jeg vil slutte af med endnu et billede af katedralen, for den var virkelig storslået, og jeg brugte flere timer på at side og nyde udsigten af den. Indvendig er den også utrolig smuk, og helt klart et besøg værd.
Læs også Camino pakkeliste – erfaringer undervejs, Caminotanker og Overnatninger på Caminoen.
Kom med til NZ gennem mine mails et par gange om måneden