I 20 dage boede jeg på Mandala yoga resort i Nepal. Stedet ligger lidt uden for Kathmandu, for sig selv højt oppe ad en stejl grus vej med smukke Chandragiri Hills bag sig og med den flotteste udsigt over byen foran sig.
Jeg havde mit eget værelse, som var helt perfekt, rent og pænt. Generelt var stedet bare virkelig magisk. De første dage regnede det meget, hvilket betød, at luften blev renset og Himalaya bjergene stod helt klart frem ude i horisonten. Det viste sig, at det ikke var en selvfølge at kunne se dem tydligt, for resten af opholdet fik vi ingen regn, og til sidst kunne vi knap nok se byen.
Dagens program
06.00 – 07.00
Jeg stod op – cirka samtidig med solen, hoppede i mit yogatøj og satte mig ud på altanen som noget af det første for at nyde udsigten ud over byen. Det kan ikke beskrives, hvor smukt det var.
07.00 – 09.00
Vi mødtes i yogalokalet, rullede måtten ud og lagde et tæppe over benene. Det var i starten af april, og morgenerne kunne godt være lidt kølige. Jeg begyndte som regel i min fleecetrøje. I løbet af de to timer mediterede vi, lavede åndedrætsøvelser og forskellige former for yoga.
09.00 – 09.30
Vi fik morgenmad bestående af enten yoghurt, hvedepandekager eller toastbrød med ost, og der var altid masser af frugt til. På det tidspunkt var solen kommet frem, og det var allerede ret varmt, når vi sad på tagterrassen og spiste morgenmad.
09.30 – 11.00
Vi havde fri til at gøre lige hvad vi havde lyst til. Jeg brugte som regel tiden på at hyggesnakke med de andre på tagterrassen, skrive dagbog, læse en bog, høre podcast, øve yoga eller bare nyde solen og udsigten.
11.00 – 13.00
Vi mødtes igen i yogalokalet. I dette tidsrum fik vi som regel undervisning i yogaens historie, gamle myter og fortællinger. Vi lærte om vejrtrækningsteknikker, meditation, sindets kraft, chakraer og meget mere. Ofte sluttede vi timen med en halv time med yoga.
13.00 – 16.30
Efter undervisningen gik vi direkte til frokost, som vi ofte spiste på tagterrassen. Derefter havde vi igen fri til at gøre hvad vi ville. Nogle dage tog jeg en lur, ringede hjem eller gik en tur ned i den lille by tæt på resortet. Andre dage sad vi i en gruppe og snakkede i flere timer og læste om vores yogateori.
16.30 – 18.30
Vi sluttede dagen af med to timers undervisning igen. Oftest var den første time teori og den sidste time yoga eller meditation.
18.30 – 19.30
Vi mødtes i det lille spiserum og spiste aftensmad ved lave borde, siddende i skrædderstilling på hynder. Nogle aftener blev vi hængende, andre dage gik vi tidligt i seng eller slappede af på værelset.
Kom med til NZ gennem mine mails et par gange om måneden