Et lille blogindlæg om da min veninde Emma og jeg vandrede “Trekanten i Trollheimen”, som er en cirka 60 kilometer lang vandretur, hvor man går i 3 dage. Undervejs overnattede vi i tre forskellige bemandede hytter – Gjevilvasshytta – Jødalshytta – Trollheimshytta, som vi havde booket hjemmefra via DNT (Den Norske Turistforening).
I starten af juli måned rejste vi til Trondheim og havde et par dage i den fine by, inden vi tog toget cirka 2 timer syd til byen Oppdal. Herfra endte vi med at få et taxa-lift ind til vores første overnatning i Gjevilvasshytta (det er normalt også muligt at tage en bus). Hytten er kåret som en af de bedst bemandede hytter i Norge, og den var virkelig også fin! Vi havde et hyggeligt lille værelse med udsigt ud til bjerge og sø – og toiletterne var indendørs, hvilket vi senere på vores tur fandt ud af var lidt af en luksus. Kl. 18 blev der ringet med klokken, og vi samledes i den lille hyggelige spisestue, hvor vi blev placeret ved langborde sammen med de andre gæster. Vi fik super lækker tre-retters menu og førte vores første rigtige norske samtaler med de andre gæster (som primært var fra Norge).
Gjevilvasshytta – Jødalhytta (22,45 kilometer – 8 timer og 11 minutter)
Dagen efter havde vi vores første dag på fjeldet. Vi spiste morgenmad og smurte madpakker til turen. Vi var super heldige med vejret og gik hele dagen i solskinsvejr – perfekt start på hvad vi fandt ud af blev en meget hård tur. Vi gik i super flotte omgivelser og kom forbi flotte bjerge, vandløb og sne på toppen. Ruten gik hen og blev en lang forhindringsbane, hvor vi hoppede fra sten til sten igennem vandløb og hvad jeg vil kalde mindre floder. Til sidste var der ingen vej tilbage og mine støvler blev drivvåde, men det gjorde på en måde resten af turen nemmere, for så kunne jeg bare gå direkte igennem vandløbene og være lidt mere ligeglad med at ramme de rigtige sten. De sidste 2-3 timer skulle vi ret stejlt nedad, og vi begyndte at kunne mærke det i vores knæ – især Emma var udfordret, og vi blev ærligt ret nervøse for de kommende to dage. Vi fulgtes med to søde norske kvinder de sidste par timer, som havde en del mere fjeldvandringserfaring end os, og de blev lidt vores vandrevenner igennem resten af turen.
Jødalshytta – Trollheimshytta (17,32 kilometer – 6 timer og 25 minutter)
Vi vågnede op med ømme ben og knæ, men en god nats søvn, havde helt klart hjulpet. Vi startede dagen ud med, at vurdere hver en genstand i vores taske, for de vejede simpelthen for meget, og vægten fra vores tasker gik direkte i vores knæ. Emma smed bl.a. hendes håndklæde ud, en sweatshirt, toiletsager og en bog. Jeg smed et par tunge våde strømper ud, en helt ny solcreme, brugt undertøj og en bog som jeg lige havde købt for 2 dage siden – super dumt. Men alt talte og da vi løftede vores affaldssæk, var vi ikke i tvivl om, at vi var kommet af med nogle kilo.
Dag 2 var hård. Man kunne vælge tre forskellige ruter for at komme til Trollheimshytta – en hvor man gik via dalen og to over fjeldet. Alle som gik turen den dag valgte at følge dalen, da det var blevet regnvejr og tåget. Efter en time havde jeg igen våde sko og strømper. Vi gik i utrolig blødt og vådt mos, og det regnede hele vejen. Det var ikke den mest spændende dag. Sidst på ruten skulle vi gå en pæn stigning, hvilket betød at vi også skulle gå ret stejlt ned, og det gik lige i Emmas knæ.
Da vi endelig ankom til hytten, gik vi med udmattede ansigter direkte hen til den unge fyr i receptionen og spurgte, om der ikke var andre veje hjem i morgen. Vi havde nemlig hørt, at den sidste dag tilbage til Gjevilvasshytta ville blive den hårdeste, med en markant stigning i starten og derefter nedad i mange kilometer. Hytten lå ude midt i ingenting, og der var ingen signal eller veje dertil, men vi havde stadig et spinkelt håb om at kunne komme hjem en anden vej, for hvordan var personalet og maden ellers kommet dertil? Den unge fyr forklarede, at maden blev fløjet med helikopter – og den næste sending kom først i slutningen af juli… Og de ansatte gik en rute på cirka 5 timer, fra en p-plads, lidt uden for den nærmeste by Rinddal, som man kunne komme til med taxa. Vi skulle bare lige være opmærksomme på, at halvdelen af ruten ikke længere var en officiel rute og to steder skulle vi krydse vandløb, hvor de oprindelige broer var gået i stykker, så her skulle vi gå væk fra ruten og følge vandløbene indtil vi fandt de nye broer – for derefter at finde tilbage til ruten igen. Vi var lidt skeptiske, men følte en flad 5 timers rute trods alt måtte være bedre end en 10 timers krævende rute.
Trollheimshytta – P-plads uden for Rinddal – Trondheim (18 kilometer – 7 timer og 28 minutter)
Vi vågnede op med ny god energi. Vi havde købt sportstape i hyttens lille reception, som vi prøvede at placere på vores knæ. Vi sagde farvel til de andre vi havde fulgtes med de sidste par dage, og ønskede hinanden en god tur hjem. Med en sidste forklaring fra den unge fyr, og nummeret på den taxa vi skulle ringe til, når vi kom til p-pladsen, begav vi os afsted på tredje og sidste vandredag.
Humøret var højt, vi havde på en måde fået ekstra energi ved tanken om, at vi “bare” skulle gå 5 timer, og ruten ville være flad. Sportstapen hjalp også virkelig meget, så vi kunne gå uden store smerter.
Ruten viste sig dog, at være pænt anstrengende, mest fordi den var så helt utrolig våd og mudret. Meget af tiden gik vi igennem gennemblødt græs og mos, og vores støvler og strømper var våde på nul komma fem. Det var så tungt at gå i – lidt som at gå i sand. Men utroligt nok, havde vi det virkelig sjovt, og hver gang vi trådte igennem mudderhuller, udløste det grineflips fra os begge – jeg siger ikke at vi var overtrætte, men det var vi nok.
Da vi efter 7,5 timer(!!) – ja vi fandt ud af, at vi lige så godt kunne lægge +2 timer oveni deres tidsbeskrivelser – kom vi endelig frem til p-pladsen. Vi skiftede straks til det eneste andet bare sko vi havde med – klip klappere. Det var så rart at få våde strømper og støvler af. Jeg ringede til taxa-nummeret, men fik at vide at nummeret var ude af brug – flot. Jeg havde heldigvis en smule signal og googlede alt hvad jeg kunne, men det var virkelig svært at finde et nummer. Vi ringede til den første hytte vi havde overnattet i, og spurgte dem om hjælp, og fik et nyt taxa nummer. Telefonen blev aldrig taget i den anden ende. Der var 30 km ind til selve Rinddal, og vi stod på en totalt øde vej. Det var altså lidt presset. Emma forslog at vi gik til den nærmeste hytte – der lå 3 vi kunne se hen til. Så vi tog chancen, selvom jeg havde svært ved at tro, at der skulle være nogen hjemme, og nok mest var bekymret for hvilke mennesker vi ville møde, hvis der var nogen hjemme herude i ingenting.
Iført vores klip klappere og med rygsækkene på ryggen, gik vi op mod den første hytte vi kunne se. Kort tid efter spotter jeg en kvinde ved hytten, og er straks mere rolig – hun ser venlig ud. Vi går hen mod hytten og Emma råber om hun kan hjælpe os? Vi forklarer hende situationen og vi finder ud af, at hende og hendes mand kører til Trondheim om en times tid, og vi må meget gerne få et lift med dem. Hvad er chancen lige for det?! Vi blev totalt lettede og glade, og takkede dem mange gange, da vi efter 2,5 timers kørsel ankom til Trondheim kl. 20. Tidlig næste morgen havde vi et fly hjem til Danmark.
Alt i alt havde vi en super god tur, men smerterne i vores knæ gjorde os ret bekymrede undervejs. Heldigvis endte alting godt, og vi var enige om, at det var en fed oplevelse, at vandre i de norske fjelde. Vi var begge vildt begejstrede for konceptet med at overnatte i de bemandede hytter, hvor vi hver aften mødtes i spisestuerne, og fik god mad og snakkede med de andre vandrere. Der var også hyggelige opholdsstuer med pejs, og tid til ren afslapning efter en lang dags vandring. Det var så hyggeligt. Selve ruten synes jeg desværre var lidt for våd og mudderet, dag 1 var super fin, men de to andre dage var besværlige. Jeg tror den sidste dag godt kunne have været ret fed, hvis vejret havde været godt, og vi ikke havde haft ondt i knæene, for det er fedt når man kommer lidt op i højderne.
Efterfølgende har vi læst, at ruten er blevet beskrevet som en ret krævende rute, hvor det er en god idé, at man er bekendt med fjeldvandring inden… Rart at vide, at det ikke bare var os der synes den var lidt udfordrende.
