I sommerferien har jeg besøgt Færøerne sammen med mine to brødre og min onkel. Vi kalder det Onkeltur, og sådanne ture har vi efterhånden haft en del af. I mange år har onkelturen været i Danmark, hvor vi har været på camping og besøgt flere af Danmarks øer. I år besøgte vi en ny ø, men rejste lidt længere væk end vi plejer.
Færøerne var en vildt fed oplevelse! Der er simpelthen så smukt! Jeg tror jeg havde svært ved at forestille mig på forhånd hvad jeg skulle forvente, så jeg var ret overvældet over naturen og samfundet. I alt bor der omkring 55.000 mennesker på øerne – hvoraf de 23.000 bor i hovedstaden Thorshavn.
Mange steder på de forskellige øer lever befolkningen i små byer kaldet bygder – ofte kun et par 100 personer. På mange måder virkede det utrolig idyllisk med de fine farverige huse placeret med udsigt ud over havet og omgivet af smukke grønne fjelde, men i nogle af de bygder vi besøgte talte vi med ældre mennesker, der fortalte hvordan flere og flere flytter fra de små områder, så der ofte kun bor de ældre tilbage, og mange af husene er begyndt at stå tomme. På den måde tror jeg også det kan føles ret ensomt, så langt væk fra alting, og med færre og færre naboer.
Generelt er der dog flere og flere der vælger at blive boende på færøerne, og befolkningstallet stiger (særligt i Thorshavn), så det er jo positivt!
Jeg fik selv helt lyst til at flytte derop, bare for en periode, for hold op hvor er der hyggeligt! Jeg er vild med den ro der er, den friske luft og de vilde udsigter over hav og klipper.
Vi vandrede en del i naturen og besøgte en masse af de små farverige bygder. Vi sejlede bl.a. ud til øen Kalsoy, hvor der aller nordligst står et fyrtårn. Det krævede en vandring i de stejle rå fjelde at nå helt ud til spidsen. Følelsen når man når toppen forpustet og svedig, og bliver belønnet med de vildeste udsigter af ren rå natur, den er næsten ikke til at beskrive. Det var bare mega fedt!!