Da jeg fyldte 22 fik jeg garn og opskrift til en Kumulus trøje fra Petiteknit og da jeg fyldte 23 for et par uger siden, fik jeg garn til Novicetrøjen (også fra Petiteknit). Det er helt perfekt, for jeg blev færdig med Kumulus trøjen i starten af ferien, så nu er jeg klar til et nyt strikke projekt.
Jeg begyndte på Kumulus trøjen i påsken, og det tog mig omkring 3 måneder at strikke den – min første trøje, yay!! Den er jeg vildt glad for! Og jeg har allerede brugt den en del her i sommers.
Her i weekenden var jeg i sommerhus med to gode veninder fra mit studie, og jeg fik begyndt på min novicesweater. Det er fedt at være i gang igen, og trøjen er super nem (indtil videre)! Jeg skulle dog lige lære “magic loop”- teknikken, da jeg har valgt kun at købe én længde rundpind. Og det er virkelig smart med den teknik! Med Magic loop kan man fx. Strikke halsåbning eller ærmer, på en 80 cm. rundpind og bruge samme længde når man skal strikke kroppen. Normalt vil man have brug for at skifte rundpind undervejs, alt efter hvor mange masker man har på pindene.
Ud over selv at være kommet godt i gang med mit eget strikkeprojekt, har jeg også lært mine to veninder at strikke! Nu strikker de både ret og vrang, og kan selv slå masker op! Det er rimelig godt gået hvis du spørger mig 😉 Det var vildt hyggeligt, at vi alle tre havde hver vores projekt. En perfekt sommerhus aktivitet, der virkelig var afslappende og hyggelig at sidde med. Der blev drukket massere af te, lyttet til musik og podcast og snakket i mange timer.
Det var en ret perfekt weekend, med gode venner og ren afslapning! 🙂