I indien var vi så heldige, at deltage i et bryllup og den dag vil jeg gerne fortælle lidt mere om. Min brors kollega skulle giftes, og vi var blevet inviteret med, sammen med omkring 400 andre gæster! Det var en vild oplevelse, og så anderledes fra den danske måde at fejre bryllup på.
Der var ceremonier over flere dage, men vi var kun med den dag selve bryllupsceremonien fandt sted.
Om morgenen sad de og lavede to blomsterkranse, som de senere skulle give hinanden, og som er symbolet på, at man gifter sig. Der var en stor scene i lokalet, som var pyntet meget farverigt op med blomster, billeder og deres navne i glimmer. Stole var placeret i rækker med plads til virkelig mange gæster.
Omkring 11.30 gik bryllupsceremonien i gang. Mine brødre og min far, havde tidligere på ugen købt fuldt indisk outfit, hvilket bestod af lang skjorte, tørklæder og snabelsko. De så fuldstændig formidable ud! Min mor og jeg havde også fundet indisk inspirerede kjoler, og vi ankom dermed alle 5 i meget festligt indisk tøj. Gæsterne havde aldrig set noget lignende, og vi fik mange smil og ros med på vejen haha 😀 Gæsterne var meget søde og åbne over for os, og gode til at guide os igennem dagen, for vi havde ingen anelse om hvad der skulle foregå – vi var næsten ligeså spændte som brudeparret tror jeg!
Selve ceremonien var rigtig fin, og brudeparret fik givet hinanden blomsterkransene om halsen. Der blev gået utrolig meget op i billeder og video, så der var fuld paparazzi stil, med store kameraer og fotografer over alt. De havde ligefrem lejet en drone, som fløj rundt over gæsterne, og filmede noget af ceremonien. Det var fuldstændig crazy!!! Generelt er der en tradition for i Indien, at familierne bruger rigtig mange penge på når der holdes bryllup. De mener, at modsat os i vesten, så skal de kun giftes én gang i livet, og det er derfor en utrolig vigtig begivenhed for dem.
Om aftenen var der et optog på omkring 4 timer, hvor nogle af gæsterne + bruden og brudgommens familie bevægede sig hjem til brudgommens forældres hus, hvor bruden for første gang ser huset. Her skal parret bo i den første periode efter de er blevet gift, og bruden skal efterfølgende lære alle de huslige pligter af brudgommens kvindlige familiemedlemmer.
I løbet af optoget sidder bruden det meste af tiden i bilen, med de kvindelige medlemmer af gommens familie. Bilen følger efter optoget, hvor brudgommen flere gang trækkes ud af bilen, for sammen med hans venner at feste en sidste gang, og på den måde “frigøre” sig fra sin ungdom.
Der var vild techno musik og kæmpe højtaler, der spillede for fuld drøn hele vejen. Vi deltog kun i slutningen, og dansede med blandt alle vennerne og familien. Det var dog lidt specielt for min mor og jeg, da ingen kvinder rigtig deltog i optoget… Kun mænd hoppede rundt og dansede. Vi tog derfor også en del lange pauser i en bil der fulgte med optoget. Først til allersidst kom alle kvinderne ud fra bilen, og dansede med, inden bruden og brudgommen for første gang skulle ind i huset sammen.
Festen sluttede omkring midnat, og vi var fyldt med indtryk, efter en helt vild dag! Det var virkelig en oplevelse, og så spændende at få lov at være en del af et indisk bryllup.