Jeg ved ikke med dig, men når jeg laver krea ting, så synes jeg det er rart at lytte til noget imens – enten musik, radio eller podcast. Ellers føler jeg godt, jeg kan komme til at kede mig lidt, hvis jeg bare sidder og hækler, og kun har mine egne tanker at lytte til. Og med mange af de ting jeg laver, kan jeg sjældent koncentrere mig om at følge med i film eller tv-serier samtidig med.
Så derfor er jeg blevet stor fan af podcasts, og jeg tænkte, at jeg ville dele 3 af de podcasts som jeg lytter aller mest til, for det kunne jo være, at nogle af jer godt kunne bruge lidt inspiration på den front 🙂
Nedenfor kan du læse en kort beskrivelse af de 3 forskellige podcasts:
Her går det godt
For lidt over et halvt år siden begyndte jeg at lytte til Esben Bjerre og Peter Falktofts podcast, og siden da er jeg blevet en trofast lytter. Jeg kan godt lide deres humor, og deres helt egen måde at fortælle om hele verdenssituationen på. De kommer som regel med et bredt nyhedsoverblik, og med et par historier om ting de har oplevet i deres hverdag – jeg synes det er en fed måde at få nyheder på, for de er gode til at fortælle på en let og overskuelig måde. Kan klart anbefales hvis man er til deres humor! Jeg griner ofte når jeg lytter til dem 😀
Fries before guys
Og så til en helt anden genre! For nogle måneder siden fortalte min veninde mig om denne podcast, og siden da har jeg lyttet til rigtig mange af deres afsnit. Det er to piger, Nanna og Josephine, som fortæller om deres liv, og diskuterer alverdens forskellige emner, som jeg tror de fleste piger kan sætte sig ind i. De supplerer hinanden rigtig godt, og jeg synes virkelig de siger nogle ting, som man kommer til at tænke over bagefter. Og igen, så griner jeg tit når jeg hører deres podcast – Josephine har det bedste grin, og Nanna har en rar stemme 😀 Prøv og lyt med, jeg kan helt klart anbefale dem.
Strangers
Denne podcast er engelsk og faktisk den første jeg begyndte at lytte til. Hvert afsnit er en historie for sig selv, hvor forskellige mennesker (som regel fra USA) fortæller om dem selv og en oplevelse de har haft. Ofte er det nogle ret vilde, og til tider meget skræmmende historier folk fortæller om deres barndom, om et mord de har oplevet eller om en sindsyg ægtemand. Men det kan også være historier om integration, om homoseksuelle der skal adoptere eller om personer der genforenes. Jeg synes det er utrolig spændende at lytte til.
Til allersidst vil jeg også lige anbefale en serie som Politiken har lavet, der hedder Kvinden med den tunge kuffert. Det er en ret crazy historie om en norsk kvinde der rejser rundt i Danmark, og bor på forskellige herberger, og snyder folk hun møder på sin vej. Igennem hele historien, følger man en journalist som prøver at indhente hende, og forstå hvem den mystiske kvinde er. Historien er en sand fortælling, som fortælles på syv afsnit. Jeg var nysgerrig, og blev hurtigt grebet af historien!
Det blev et lidt længere blogindlæg, men jeg håber at det kan bruges, og at du måske bliver ligeså grebet af at lytte til podcasts, som jeg er blevet. Det er i hvert fald hyggeligt, når man sidder med sine kreative projekter.
Fortæl mig endelig hvis du kender til nogle gode podcasts, som jeg burde lytte til! 🙂
Dette er IKKE et sponsoreret indlæg!