Der var tilbud på stofgarn i føtex for nogle uger siden, og derfor købte jeg garn ind til en vasketøjskurv. Jeg har længe manglet en større vasketøjskurv, og jeg havde overvejet selv at hækle en, efter at have hæklet nogle mindre skåle i stofgarn, og fundet ud af, at det faktisk var ret fedt at hækle i den type garn.
Det går i hvert fald hurtigt fremad, fordi maskerne er så store, og garnet fylder meget. Det er dog også ret hårdt at hækle i, og jeg blev flere gange nødt til at holde pauser, fordi jeg fik ondt i mine hænder – det lyder måske underligt, men det er virkelig hårdt for fingrene 😉
Det har været virkelig sjovt at hækle noget så stort! Og jeg er imponeret over hvor stærkt det gik. Desværre har jeg problemer med, at kurven er meget ustabil og “flabby”. Den kan godt have lidt svært ved at stå selv… Jeg burde nok have hæklet rundt om en plastikslange, som flere skrev i opskrifterne, men jeg satsede og hæklede den uden, for der var også opskrifter der ikke skrev noget om det. Jeg har overvejet om man kan gøre noget nu her bagefter, men jeg er lidt usikker på hvad jeg helt præcist kan gøre ved den, for at den kan blive mere stiv. Så jeg tror måske bare jeg lader den være, for den kan jo godt stå nogenlunde 🙂
Jeg har læst mange forskellige opskrifter, men jeg fulgte mest efter denne opskrift fra Yarnfreak.dk.
Jeg havde en del problemer med at hækle bunden, så den forblev helt flad. Men løsningen på mit problem blev, kun at tage ud i hver anden runde i stedet for i hver runde – det hjalp meget!
Og lige lidt billeder af kurven, når den bare ikke gider stå selv 😉