Yes, så er det blevet tid til de uundgåelige ‘åben når…’-breve igen! Jeg ved det ikke er første gang jeg skriver om idéen, og det bliver nok heller ikke den sidste… Men jeg synes virkelig det er den bedste personlige gaveidé længe! Man kan lave dem på så mange forskellige måder, og være kreativ i mere eller mindre grad. Hvis du gerne vil vide helt præcist hvad gaveidéen med ‘åben når…’-breve går ud på, så læs HER.
For omkring halvanden måned siden rejste min lillebror helt til Chile, hvor han skal bo det næste år som udvekslingsstudent. Vi savner ham! Og det er virkelig lang tid han skal være væk. Men netop derfor skulle han selvfølgelig have en god stak breve med, som han kan åbne når han savner os 😉 Han er dog virkelig glad for at være der, så det er ikke fordi der bliver åbnet breve hver dag, men han siger, at det er vildt hyggeligt at åbne dem 🙂
Jeg gik og tænkte over titler og indhold til brevene længe før han skulle afsted, og samtidig ville jeg også gerne have familie og venner til at skrive breve til ham, men uden at han opdagede det. Jeg var ret nervøs for, om nogen ville komme til at tale over sig, men det skete heldigvis ikke. Så alt i alt blev det sammenlagt til 26 breve fra familie, venner og nogle fra mig.
Jeg valgte at folde alle kuverterne selv – du kan se HER, hvordan man nemt gør det. Alle breve fra familie og venner lagde jeg ned i mine kuverter, så de blev ens og så Magnus selvfølgelig ikke kan gætte hvem de enkelte er fra.
Nedenfor vil jeg lige komme med et par eksempler på idéer til titler og indhold, men du kan også få meget mere inspiration i mine to tidligere indlæg om brevene HER og HER.
Åben når… du skal holde en fest/fødselsdag. (Eller skal til én).
I dette brev havde jeg samlet forskelligt pynt fra især Søstrene Grene. Der var sugerør, danske miniflag, pom pom’er og balloner – og selvfølgelig en lille hilsen 🙂
Åben når… du vil se en god film
Vores fætre på 8-10 år har lavet en lille film til Magnus, hvor de snakker og sender ham en lille hilsen. Filmen er lagt over på et USB-stik, som er det eneste der er i brevet. Det synes jeg virkelig var en god tanke, og jeg tror min bror bliver så glad, når han åbner det brev.
Åben når… der er gået lidt over 100 dage
Jeg ved, at min fars brev bl.a. indeholder et gavekort til is til hele familien (dvs. Magnus + værtsfamilie). Det synes jeg også er en rigtig god idé, for på den måde kan vi give noget til Magnus, som hans familie også er en del af 🙂
Åben når… du savner din søster
Jeg har selvfølgelig også lavet dette brev til min bror 😉 Jeg har lavet en lille scrapbog med hyggelige og skøre billeder fra nogle af vores ferier og oplevelser sammen. Derudover har jeg bagerst i bogen sat nogle citater fra forskellige komikere og serier ind, som vi har haft det virkelig sjovt over.
Det er kun fantasien der sætter grænser til hvad et ‘åben når…’-brev kan indholde 😉
Skriv endelig til mig, hvis du vil have flere ideér 🙂
Læs også åben når… (part 2) og åben når…